Om Grundloven

Kapitel I, § 4

Det er guddommelig ironi, at mennesket, når det vil skabe, kun formår at ødelægge.
Når mennesket gør sig selv til skaber, dræber det.
Hvor mennesket derimod giver afkald på at skabe - når der nedskriver sine ambitioner til det mere beskedne: at forvalte - da bliver det Guds medskaber og gør velsignelsesrige gerninger.
Denne erkendelse er nedskrevet i danskernes grundlov. Den kaldes for kristentro og finder sin formulering allerede i grundlovens allerførste kapitel, i paragraf 4. “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”.
Et moderne menneske vil kunne undre sig over, at noget så perifert som karakteristikken af folkekirkens tro optræder på en så fremtrædende plads. I dette første kapitel, hvor ellers kun kongedømmet og magtens tre-deling slås fast. Hvordan kan kirkens tro være så vigtig, at den skal nævnes i samme åndedrag? Det må da vel i denne sammenhæng være mindre væsentligt, at folkekirken er evangelisk-luthersk.
Ja måske, hvis det var det, der stod. Men det siger grundloven heller ikke. Den siger derimod, at “den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”, og det er en anderledes vægtig sætning.
I den defineres ikke kun kirken, men også staten selv. I sætningen udpeger folket sit eget hjerte og afslører hermed, hvad der er dets ånd og hele udgangspunkt. Før nogen grundlov forfattes, tilhører folk og konge den evangelisk lutherske kirke, og derfor må denne kirke nødvendigvis være den danske folkekirke. Andet ville være forræderi mod folket selv.
Kongedømme, folkestyre og evangelisk-luthersk tro. Det er det danske riges fundamenter.
Sidstnævnte fundament er usynligt, er ånd. Udgangspunktet er ordet, der prædikes og troen og ånden, som ordet skaber. Af dette usynlige hjerte udspringer rammerne, ordningerne, institutionerne og velfærden. Men denne er rækkefølgen, og vendes den om, vil uendeligt meget mere forandres, end det moderne menneske drømmer om.
Man har grund til at frygte for den grundlovsændring, der trækker op i det fjerne. At FN-konventioner og EU-traktater vil komme til at trække deres spor gennem en kommende tekst, synes uundgåeligt. Der vil blive forsøgt udført mange velgerninger gennem paragrafferne; mange forsøg på at skabe det nye menneske i det nye samfund i det nye årtusinde. Med alle de rettigheder, der skal findes plads til, bliver den nye lov væsentligt tykkere end den gamle.
Men ingen forandring bliver så stor som den, man må frygte for paragraf 4’s vedkommende. Ændres den, ændres alt.
Hvis ikke til den tid den totale religionslighed indføres allerede, kunne man - uden at bruge for megen fantasi - sagtens forestille sig følgende ordlyd:
“§ 327: Den danske folkekirke er evangelisk-luthersk”.
Hvad er ændret her? Ikke kirken, men staten. Staten har defineret sig selv på en ny måde. Den har dramatisk omdefineret sig selv i forhold til Gud, til historien, og i forhold til folket i det omfang, folkets hjerte indeholder den ånd, som ordet “evangelisk-luthersk” betegner. Staten er blevet grænseløs. Staten er blevet sin egen kirke og grundloven dens egen helligskrift. Der er da ingen begyndelse uden for staten selv. Ingen anden virkelighed end det, staten udpeger som virkelighed.
Staten kan nu uden at rødme kalde sig selv for skaber. I hvert fald er en stor forhindring ryddet af vejen. Fremtidige grundlove kan den forfatte uden irriterende bindinger til det, der ligger uden for den selv. Den kan gøre godt i et hidtil uset omfang. Være lige god mod alle. Mod kristendommen og alle andre religioner. Mod alle mennesker uden forskel. Den kan skabe en ny himmel og en ny jord.
Men fordi nogle godhjertede politikere ved indgangen til det 21.århundrede fandt på at slette den tilsyneladende så ubetydelige § 4, og fordi man glemte, hvad den paragraf betød, vil nye godhjertede generationer aldrig kunne forstå grunden til, at alt det gode, de gør, samtidig kommer til at gøre så mange så ondt.

Forfalskningen af en myte

Abrahams hus

Forestillingen om Abraham som den fælles historiske rod for de tre religioner jødedom, kristendom og islam lyder umiddelbart lige så selvfølgelig, som den ved nærmere eftersyn viser sig at være forkert. Myten om Abrahams hus som fælles udgangspunkt for de tre monoteistiske religioner er en falsk forestilling, som ikke desto mindre har fået plads i mange menneskers forestillingsverden, og som også indtil for meget kort tid siden var en del af min egen.
Myten, som i grunden kun er en ubetydelig fodnote til bibelhistorien, går i sin simpelhed ud på, at den Abraham, som er troens fader for såvel jøder som kristne, tilmed gennem sit faderskab til Ismael, hvem han avlede med slavinden Hager, er arabernes og dermed muslimernes stamfader. Thi da Ismael sammen med sin moder blev fordrevet fra Abrahams hus, endte han til sidst i Arabien, hvilken nation han blev grundlæggeren af.
Sådan har jeg selv hørt myten fortalt, og sådan har jeg indtil for kort tid siden selv fortalt den videre til f.eks. mine konfirmander. Som simpel religionshistorisk nøgle er myten ganske smuk og udtryksfuld, og jeg har altid regnet med, at sådan som jeg - og den jødisk-kristne tradition - fortalte den, således blev den også fortalt og forstået af muslimer. Man kunne måske undre sig over, at araberne på denne måde accepterede at forstå sig selv som nedstammende fra den forstødte søn af Abrahams hus, men på den anden side: Senere i historien fik de jo taget grundigt revanche og så er det jo et faktum, at sådan lyder nu engang bibelens fortælling; den grundfortælling, som vi monoteister er fælles om, og som - troede jeg - både jøder, kristne og muslimer var enige om at anerkende.
Jeg siger jøder, kristne og muslimer i netop denne rækkefølge, fordi det er den historiske rækkefølge, hvori de tre religioner er opstået. Ud af jødedommen, Abrahams tro, udsprang siden hen kristendommen, og med baggrund i både jødedom og kristendom udsprang i det 7. århundrede islam. Dette er en simpel historisk kendsgerning, som ikke siger noget om sandhedsværdien af de respektive religioner, men som blot fortæller hvilken af dem, der er ældst og hvilken, der er yngst. At kristendommen er utænkelig uden jødedommen har kirken anerkendt fra første færd. Markion blev udstødt som kætter, fordi han fornægtede kirkens åndelige arv fra jøderne og den gamle pagts forsatte betydning for kristne, men han benægtede aldrig den faktiske historie, at jødedommen er ældre og går forud for kristendommen.
Uanset alle teologiske forskelle mellem jødedom og kristendom - og de er selvfølgelig i sidste ende uovervindelige - , så forbliver det dog en historisk og teologisk kendsgerning, at den Gud, der i den gamle pagt åbenbarer sig for jøderne som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, er den samme Gud, som kommer til menneskene i Jesus Kristus. At denne sidste begivenhed - oprettelsen af en ny pagt - nødvendigvis kommer til grundlæggende at forandre betydningen af den gamle pagt, er en sag mellem jøder og kristne, som det ligger uden for emnet i dag at behandle fyldestgørende. Blot må man sige, at rent religionshistorisk kan der ikke for os kristne herske tvivl om, at jøder og kristne taler om den samme Gud. Den faktisk historie er fælles. Begge religioner udgår af det Abrahams hus, hvor troen på alle Guds løfter først slog rod.
Skønt altså kristendommen nødvendigvis må hævde, at jøderne endnu ikke, så længe de ikke vil anerkende Kristus, kender Guds sande væsen, så er begge religioner dog konstitueret ved deres historiske karakter og grundet i delvis den samme historie. Når vi taler med hinanden, taler vi om det samme. De samme begivenheder, de samme løfter, den samme grundåbenbaring. Og i denne betydning den samme Gud.
Nu skulle man tro, at der med islam, - det tredje skud på den semitiske stamme og den yngste i den historiske rækkefølge - ville være tale om et lignende forhold, som det just nævnte. Ganske vist anerkender heller ikke muslimerne Kristus som Gud og kender derfor lige så lidt som jøderne Guds sande væsen og natur. Men muslimerne hævder dog, at de anerkender både Det gamle Testamente og Det ny Testamente som hellige bøger, og de betegner både jøderne og de kristne som "bogens folk", dvs. religioner, som har fået skriftlige åbenbaringer givet; åbenbaringer, der om end ufuldkomment, taler om den samme guddommelige virkelighed, som Muhammed og koranen hævder at bringe til fuldkommen klarhed. Man skulle således tro, at der var tale om progressiv bevægelse, hvor koranen ses som det endnu nyere skrift, Det ny "ny testamente", der oplyser " det gamle" NT, på samme måde som NT i kristnes øjne oplyser GT. Man skulle tro, at islam delte historisk og åndelig erindring med såvel jødedommen som kristendommen.
Dette er dog ikke tilfældet. Jødedom, kristendom og islam deler på ingen måde erindring og deler på ingen måde historie. Den historie, som islam fortæller i koranen, er nemlig en helt anden historie end både GT's og NT's, og den er den eneste historie, som islam overhovedet vil anerkende som historie.
Vi taler ikke her om forskellige teologiske fortolkningsmuligheder eller om divergerende detaljer i opfattelsen af bestemte bibelske personers betydning. Vi taler om, at islam simpelthen bortraderer hele den jødisk-kristne skrift og erstatter denne med en ny skrift, som fortæller en ganske fremmed historie, som hævdes at være den eneste sande.
Abraham hedder i koranen Ibrahim. Og sønnen, som guden Allah byder ham at ofre, er ikke Isak, men Ismael. Det er ligeledes sammen med Ismael, at Abraham bygger, ikke et alter i Hebron, men Kabaen i Mekka.
Således lyder koranens beretning om den person, vi alle kalder for troens fader. Men den tro, Abraham har i koranen, er islam. Thi Abraham er muslim og Ismael er muslim, ligesom også Moses, Maria og Jesus er muslimer. Ja, Jesus er i den gængse moderne fortolkning til og med palæstinensisk muslim, som af jøderne forsøges korsfæstet - dog uden held (en anden bliver korsfæstet i hans sted).
Se, vi kristne har i 2000 år med glæde og ærefrygt læst profeten Esajas' bog, idet vi forstår dette menneskes udsagn som en profeti om Kristus. Vi anerkender Esajas' ord som hellige for kristne og ham selv som en hellig mand i kristnes øjne. Men vi kunne aldrig finde på at kalde Esajas for kristen. Vi kunne ikke finde på at fratage ham hans historiske jødiskhed, lige så lidt som vi kunne drømme om at ændre en tøddel ved Israels historie og den betydning, som denne historie har også for os.
Men som vi tænker om vor før-kristne forhistorie, tænker ikke islam om sin før-islamiske historie. Islams historieforståelse er destruktiv. Islam er med sin koraniske historieskrivning som et totalitært regime, der bortretoucherer personer fra gamle fotografier, ændrer på hævdvundne sted- og personnavne og sprænger urgamle mindesmærker i luften. Islam fjerner erindringen, omskriver virkeligheden og påfører sig selv og sine proselytter den kranke skæbne at skulle leve uden erindring om det, som gik forud.
Nu er der jo dem, der mener, at man gennem "dialog" og argumenter og dokumentation kan nå til enighed med muslimerne angående de rette historiske sammenhænge. De mener, at man kan forklare muslimen, at der er tale om en misforståelse med hensyn til religionernes rækkefølge; at islam faktisk kom sidst, og at Abraham umuligt kunne have været muslim, men faktisk var jøde eller i hvert fald en slags proto-jøde. De mener det muligt at oplyse muslimerne om det uomtvistelige, at biblen havde foreligget fiks og færdig flere hundrede år før Muhammeds fødsel, og efter disse elementære afklaringer mener de så, at vi kan gå videre til det mere substantielle.
Men allerede på dette primitive trin vil dialogen løbe panden mod en mur. Islam er i sit væsen resistent over for historiske kendsgerninger. Ja, islam henter hele sin selvforståelse gennem en forfalskning af den objektive historie, hvor man ikke går af vejen for at fratage både jøder og kristne selve deres faktiske historiske eksistens.
Den største hindring for seriøs dialog ligger i den muslimske selvovervurdering; dvs. i det religionspsykologiske faktum, at islam til stadighed påfører sine troende en uafrystelig overlegenhedsfølelse.
Islam forstår sig selv som verdens oprindelige og naturlige religion; religionen, som alle mennesker på jorden fra skabelsen af er født med. Hele 124.000 profeter har i tidens løb bibragt menneskeheden besked fra Allah, og i hele 104 forskellige skrifter har Allahs vilje været nedfældet til vejledning for slægterne. Alle andre religioner end islam er og har været djævelske påfund, som har vildledt mennesker væk fra den naturlige tro, som de egentlig fra moders liv var i besiddelse af. Heller ikke jødedom og kristendom er andet end frafald fra den eneste sande religion. Nok er GT og NT oprindeligt "hellige bøger", men deres hellighed er falmet gennem den bevidste forvanskning, som henholdsvis jøderne og de kristne har udsat dem for. Jødernes historie, som jøderne selv fortæller og forstår den, er et bedrag - en kættersk løgn og et oprør mod Allah. Det samme gælder kristendommen og kristendommens oprindelse. Al gængs, normal empirisk historieskrivning, som den praktiseres af videnskaben og den sunde fornuft, er i islams øjne kun en pervertering af sandheden: Nemlig at vi alle i virkeligheden er og hele tiden har været muslimer, og at vi kun bedrager os selv, når vi påstår noget som helst andet.
Nej, dialogen er vanskelig. I det følgende vil jeg citere fra en samtale mellem en muslim og en kristen, som biskop Jens Christensen gengiver i bogen "Konfrontation". Han hørt den utallige gange, skriver han. Enkelthederne kan variere, men dette er det væsentlige:
"Muslimen: Vi muslimer anerkender og accepterer 4 bøger: Taurat, Zabur, Injil, Koran (Mosebøgerne, Salmerne, "Evangeliet" og Koranen). De er alle sammen bøger, som blev sendt ned fra himmelen, og de er alle i lige grad Guds ord.
Den kristne: I så fald kan vi kristne tage det for givet, at I har læst dem alle 4 med samme opmærksomhed og er bekendt med indholdet af dem hver især?
M: Ih nej,. Vi behøver ikke at læse de tre førstnævnte, for alt, hvad der var af blivende værdi i dem, blev til sidst samlet og åbenbaret i Koranen.
Kr: Hvilken mening er der så i at sige, at I anerkender og godkender fire bøger, når tre af dem er uden blivende værdi og nu uden praktisk anvendelse?
M: Koranen siger, at de er Guds ord og som sådanne må holdes i ære.
Kr: Hvis I ville prøve at studere disse bøger, som I kalder Guds ord, ville I hurtigt opdage, at moseloven i mange henseender er radialt forskellig fra Muhammeds lov, og at Koranen bestandig modsiger den bog, I kalder Injil. Hvordan kan de så alle fire være Guds ord?
M: Koranen siger, at både jøderne og de kristne har ændret deres bøger, for at de kan tjene deres egne formål.
Kr: I tror m.a.o., at de tre tidligere bøger er forældede og unyttige, og at alligevel har jøderne og de kristne gjort sig den ulejlighed at forvanske dem. I anerkender og godtager disse tre unyttige og vanærede bøger, og alligevel har I aldrig så meget som set dem, skønt de er tilgængelige overalt på jorden. I ville ikke spilde tid på at læse dem, og alligevel hævder I med ildhu, at de er Guds ord. Sig mig, hvad mening er der i alt dette? Hvad nytte er det til?
M: I må vide, at vi godkender de oprindelige bøger, ikke de forvanskede, som er i jeres besiddelse.
Kr: Og I burde bestemt vide, at der er uigendrivelige beviser på, at mindst 2-300 år før Muhammeds fødsel var disse tre bøger nøjagtigt som de er nu. Intet er blevet ændret i dem. Altså kan Muhammed ikke på nogen mulig måde have ment, at jøderne og de kristne havde ændret deres bøger. Desuden kan Muhammed selv aldrig have læst disse bøger, for de var ikke tilgængelige på arabisk, da han levede.
M: Vor profet vidste ved åbenbaring, at de tre ældre bøger var blevet forvansket. Derfor anerkender vi Koranens udsagn og er ikke interesseret i jeres historiske beviser. De oprindelige bøger var Guds ord.
Kr: Hvad I mener er altså, at de tre originaler ikke engang eksisterer i verden i dag? Hvad er det så, I anerkender og accepterer?
M: Vi godtager alle de fire bøger...osv. osv.

Som demonstreret gennem dette eksempel er dialog i virkeligheden ikke mulig, hvis der med ordet menes en rationel samtale i gensidig forventning om samtalepartnerens sandruhed. Muslimen mener, at den kristne er under forbandelse, og vi kristne må vel for vores vedkommende erkende vanskeligheden i, at tage muslimens rationalitet ganske for pålydende.
Og dog fortsætter i mange sammenhænge den inter-religiøse dialog ufortrødent. Med afsæt i myten om Abrahams hus som det fælles trosudgangspunkt for kristne og muslimer siges mange vidtløftige ord om større samarbejde og forståelse religionerne imellem.
I den sammenhæng vil jeg opsummere det altafgørende, nemlig, at det er en helt anden Abraham, islam taler om, når de hævder fællesskabet med kristendommen i Abrahams hus. Det er ikke den Abraham, som slutter en historisk pagt med Israels Gud, men en ganske anderledes "ahistorisk" Abraham (eller rettere Ibrahim), der repræsenterer den - kunne man sige - "universelle", eller "naturlige" trosform, som siden hen fik navnet islam. Der er tale om Abraham proto-muslimen, hvis hus er Ummaen, den muslimske nation.
Ifølge islam var jøder og kristne før deres frafald muslimer og en del af denne nation, og i kraft af deres status som "bogens folk" er de det for vidt stadig, om end deres frafald nu kvalificerer dem til helvedes straf. Det er dog værd at lægge mærke til, at islam ikke opfatter jødedom og kristendom som deciderede fremmede religioner, men snarere som kætterier. Ifølge er islam er det muslimers pligt at give "bogens folk" mulighed for at vende tilbage til den sande tro på ny. Og det er, hvad dialogen i muslimers øjne går ud på. Øget forståelse og samarbejde religionerne imellem skal sluttelig føre til, at vi alle islamiseres. Thi det er for muslimen den eneste meningsfulde forståelse af udtrykket Abrahams hus: at det er Dar-al-Islam: islams hus.
Islam har derfor ingen vanskelighed ved at anvende alle de gængse plus-ord, som cirkulerer i den politisk korrekte tale- og mediestrøm. Samarbejde, dialog, forståelse, oplysning, fællesskab mellem broderreligioner osv. Og ikke mindst elsker islam den skønne fredsforjættende myte Abrahams Hus, hvor er vi alle underkaster os den samme Gud.
Der har ikke i det jeg her har sagt været plads til citater fra hverken koranen eller hadith'en (de nedskrevne traditioner om Muhammed). Jeg vil dog slutte med et citat, som efter min mening udtrykker forskellen mellem islam og kristendommen i en nøddeskal. Det fortæller på sin vis om et af fortidens mange forsøg på dialog, nærmere bestemt den korte dialog, som gik forud, før Muhammed på ublid vis gjorde op med jøderne i Medina. Muhammed bragte jøderne indbydelsen til omvendelse og truede dem samtidig med døden, hvis de ikke gjorde det. Men det fortælles, at jøderne svarede ham:
"Du kan ikke gøre os bange, Muhammed", sagde de og fortsatte på samme måde som de kristne: "Vi er Guds børn, og Gud holder af os".
Over dem åbenbarede Allah disse koranvers: "Jøderne og de kristne påstår: Vi er Guds børn og er elsket af ham. Sig: Hvorfor straffer han jer så for jeres skyld. Nej, I er mennesker som alle andre, han har skabet. Han tilgiver, hvem han vil og straffer, hvem han vil. Gud hersker over Himmel og jord og hvad der er imellem. Hos ham ender alt."
Det løber mig koldt ned ad ryggen når jeg læser dette vers. Så logisk, så enkel og dog iskold og dræbende er den gud, som muslimerne dyrker.

Bebudelsen

Den anden Eva

I vores lutherske kirke har vi ikke tradition for at gøre det store væsen ud af Jomfru Maria. Og det er der meget gode grunde til, at vi ikke har. Vi ønsker ikke, at noget menneske - om end nok så fromt og nok så helligt - skal skygge for Kristus. Vi vil ikke, at fokus flyttes fra det, som er det alt afgørende; nemlig at Jesus Kristus er vores eneste frelser, vores eneste håb og vores eneste adgang til saligheden hos Gud.
Faren for at vi sætter et menneske således op på en piedestal, at vort udsyn til Kristus bliver spærret, er altid til stede. Det er både forståeligt og for så vidt også undskyldeligt, når det sker. Vi er jo ikke engle, som sanser erkender alting gennem en usmittet intelligens, men er vi er mennesker, faldne mennesker, hvis sanser er reducerede til et minimum af, hvad Gud skabte dem til at være, og som derfor så let kommer til at forveksle det sande med dets skin.
Selvfølgelig beundrer vi af hjertet alle gode, fromme og sanddru mennesker, vi møder og ser. Selvfølgelig ser vi op til dem, som er bedre end vi selv. Det ville være både unaturligt og usundt, hvis vi ikke gjorde. Men vores beundring for apostle, martyrer, helgener og kirkefædre må på den anden side aldrig få karakter af guddommeliggørelse; må aldrig få os til at tro, at vi ved at beundre og efterligne disse hellige mennesker kan gøre os selv til hellige. Helligt bliver et menneske alene ved at tro på Kristus. Helligt bliver et menneske alene ved at være ét med Kristus og ved at lade ham forme os og gøre til det, som han vil, at vi skal være.
Jomfru Maria var kun et menneske. Jomfru Maria var ikke Gud og havde ikke del i det guddommelige væsen. Hverken hun eller nogen anden Adams søn eller datter kunne hæve sig selv i den grad op ved hårene, at de bare kom i nærheden af at ligne Gud. Hele menneskeslægten havde og har mistet den gudbilledlighed, som vi engang skabtes med. Hvad vi var i begyndelsen, er vi ikke længere, og derfor er alle menneskets drømme om at kunne begynde forfra som rene og nyformede skabninger kun en umulig drøm.
Dette vidste Maria godt. For Maria var jøde, og som alle jøder bar hun på en dobbelt viden, som vi kristne i dag bærer videre på. Maria vidste dels, at Gud fader, Abrahams, Isaks og Jakobs levende Gud, var hendes skaber og Herre. Og så vidste hun, at hun selv og menneskeslægten havde fortabt den mulighed, som lå i at være Guds barn fra begyndelsen; at menneskesjælen havde gjort oprør mod Gud, og at dette oprør havde forårsaget faldet ned i synd og død, hvorfra ingen vej opad eksisterede. En ny begyndelse var ikke mulig. Hun kunne kun håbe på Guds nåde trods alt, og det gjorde hun sammen med alle sine fæller. Men livet, hun levede og verden, hun levede i, ville fortsat grundlæggende være det samme.
Drømte Maria end om noget andet, så var det som sagt en umulig drøm. Og drømmer vi i dag om, at vi en dag kan begynde forfra på tilværelsen og lade alt, hvad vi gjorde være ugjort, og alt, hvad vi sagde være usagt, da er det ligeledes en umulig drøm. Det er en syg fantasi, at vi kan slette vore spor og lade vores verden være nyskabt og ren igen. I vores sind rummer den blotte tanke herom et storhedsvanvid, som kun kan være til skade for os selv og for andre. At lade som om vort liv begynder forfra, er jo at løbe fra sit ansvar; det er at svigte vores historie med samt alle de mennesker, som den rummer. Men det er denne drøm, der får mænd eller koner til pludselig at forfølge fantasien om absolut frihed og forlade ægtefælle og børn. Det er denne syge fantasi, der er kilden til tidens rodløshed, og som kun skaber sorg og savn i samfundet omkring os.
Jager vi det, som ikke er, da farer vi lukt ud i intetheden og gør os selv til intet. Da ophæver vi selve menneskets mening og værdighed. Ja, gør vi os selv, mennesket, til alting indhold og mål, da ophæver vi faktisk selv mennesket.
Thi umuligt er det. Umuligt er det at nyskabe sig selv. Lige så umuligt, det er at undfange sig selv i moders liv, så umuligt og håbløst er det, at vi kan gøre os selv og vores tilværelse til en anden end den er.
Ja, umuligt er det. For os. Men, lyder det i teksten til i dag, for Gud er det ikke umuligt. Thi for ham er intet umuligt. Heller ikke den mulighed, at han begynder forfra; at han åbner vejen, som egentlig slet ikke er der: vejen, som fører vort liv op af fortabelsen og tilbage på den vej, som du og jeg forlod, dengang vi faldt.
Dette er det egentlige indhold af Mariæ bebudelsesdagens evangelium. Dette er den besked, som Maria fik, og som også vi får på denne dag. En mulighed, som slet ikke var der, er nu kommet til syne. Det absolut umulige, som ikke kunne ske, er nu ved at ske. Gud, som før var nådig, er nu mere end nådig, thi ikke blot skaber han håb i vores tilværelse, han lader simpelthen vores tilværelse begynde forfra på ny.
Jomfruen i Nazaret skal undfange og føde et barn, som skal kaldes helligt, Guds søn. Jomfruen, den uberørte, der endnu ikke har kendt en mand og ikke smagt af den forbudne frugt, som blandt meget andet udgør den faldne menneskeslægts håbløse forsøg på alligevel at begynde forfra; hun, Maria, skal føde et barn, et nyt barn, et nyt menneske, som skal være en ny begyndelse og udgøre en helt ny verden for alle, som får del i ham.
Det er, hvad englen fortæller. Det er, hvad Gabriel har at overbringe fra Gud.
Jesus, Guds søn, skal fødes af en jomfru, fordi intet menneske i den gamle verden blev født af en jomfru, og fordi det rige, Jesus bringer, er en ny verden, hvis stamfader ikke er den faldne Adam, men Gud selv, som i sin skaberkraft ved ånden selv tager bolig i Marias legeme under hendes hjerte. Denne begivenhed er så mægtig som selve skabelsen. Den ryster Maria og den kommer til at ryste verden. Men det er en rystelse ud af den rene og skære kærlighed, og da engelen taler den til forskrækkede jomfru, kalder han hende det, hun her: den velsignede, den benådede, den, hvem Gud har givet alt det bedste, han har.
Hvad Gud således kalder Maria, kalder han samtidig alle os, som også bærer Jesus ved hjertet, om end vi gør det i en mindre bogstavelig forstand. Maria var Jesu moder, og delte derfor liv og legeme med ham på en måde, som intet andet menneske kan eftergøre. Men vi, som ved dåben og troen tilhører ham, vi har i ham fået en broder, som ikke deler sit liv med os, sådan at det nye liv og den nye begyndelse, der var i ham, også er i os; sådan at også vi hentes ud af den blindgyde, hvori vi er havnet og bringes på den rette vej mod Gud.
Hvad der møder i den Jesus, som Maria får bebudelsen om i dag, er intet mindre end et nyt liv, en ny verden, en ny skabelse. Hvad der ikke var muligt, skete og sker. Hvad intet menneske kan, uanset hvor meget det måtte drømme derom, det gør Gud og opfylder således en længsel, som har ligget i alle mennesker siden Adam, og som ligger i hver eneste skabning på jorden den dag i dag. Den udfrielse af synden og døden, som bliver til verdensfjerne teorier og menneskefjendske ideologier, når vi mennesker selv skal prøve at bringe den til veje, den har Gud sat i værk ved sin egen søn. Og han gør det på en måde, som er det modsatte af verdensfjern, det modsatte af sygelig, det modsatte af menneskefjendsk. Han gør det ved selve billedet af det sundeste, det reneste og mest menneskekærlige vi kan forestille os; nemlig ved billedet af en ung moder, der venter sit første barn, til hvem hun knytter al sin længsel og alle sine håb.
Denne moder er jomfruen Maria. Og i dette billede af Maria, som vi lutheranere af de nævnte gode grunde ikke vil dyrke alt for meget, knytter der sig altså ikke desto mindre et håb for verden og for os, som ikke er til at overse. Thi moderen med barnet er billedet på livet selv. Det viser os selve livets store og grundlæggende modsætning: At den mindste og mest skrøbelige skabning samtidig er genstand for den største og mægtigste kærlighed. At moderens barn i en vis forstand er hendes kærlighed. Og at denne hendes kærlighed, som er på vej til at blive kød og blod, også på mærkelig måde er en fremmed magt, der udgår fra den magt, som er i himlen, og som er selve kærligheden.
Alt dette ligger i dagens evangelium, som fortæller om den underfulde oprejsning af jomfruen i Nazaret, og som for altid lader denne unge kvinde, Maria, være selve tegnet på alle menneskers håb. Thi den nåde, som blev hende til del, kommer gennem hende til os alle. Hun, skabningen der skulle føde verdens frelser, blev gennem ham hun fødte, selv på underfuld vis skabt på ny.

Amen.

Påske

Da verden blev ny

Påskeprædiken
Matt.28,1-8.

Jeg kan anbefale, at man ved lejlighed gør sig selv den tjeneste at se Mel Gibsons Jesus-film "The Passion of The Christ". Filmen fortæller Jesu lidelseshistorie, og den er, som mange vil vide, meget voldsom i sit billedsprog, meget blodig i sin handling og på mange måder temmelig modbydelig at se. Nøjagtig som en rigtig korsfæstelse er.
Men "The Passion of The Christ" indeholder også scener af stor skønhed. En central person i filmen er Maria. Hun er førstehåndsvidne til sin søns lidelse. Hun ser ham blive dømt. Hun ser ham blive pisket. Hun ser ham blive tornekronet og korsfæstet.
Som tilskuer lider man hele filmen igennem sammen med hende. Hvert et piskeslag, der martrer hendes søns legeme, martrer også hende med. Men hun holder ud. Hun er i egentligste forstand medlidende. Hun viger ikke fra den rædselsfulde oplevelse det er at se sit eget kød og blod blive pint til døde. I kærlighed holder hun ud, lænket til sit barns liv og skæbne, sådan som enhver moder er.
Da Jesus efter at være blevet pisket næsten til døde tvinges til at slæbe det tunge kors ud til Golgata, følger Maria efter. I et glimt føres vi gennem hendes erindring tilbage til Jesu barndom. Vi ser hendes omsorg, da barnet Jesus falder og slår sig. Vi ser hende forskrækket løbe hen for hjælpe ham og sikre sig, at han ikke er kommet noget til.
Mens dette minder fylder hendes sind, falder hendes nu voksne søn endnu engang. Han segner under korsets byrde, og Maria løber, som hun gjorde, da han var lille, hen til ham for at hjælpe. Grædende prøver hun at omfavne ham. Grædende prøver hun at gøre et eller andet for sin forpinte søn.
Og da ser vi, hvordan Jesus under usigelige smerter løfter sit blodige og forslåede ansigt og siger til hende: "Se moder, jeg gør alting nyt".


Trods smerten, trods lidelsen, trods døden som venter, er det nu Jesus, som trøster sin moder. Og han trøster hende ved i en enkelt sætning at forklare, hvad hele hans rædselsfulde lidelse og død går ud på: Se mor, jeg gør alting nyt.
Smerten, lidelsen, døden, som Jesus gennemlevede langfredag havde det ene formål at gøre verden ny. Med Guds søns død på korset døde også hele den gamle, faldne verden, sådan som den siden syndefaldet havde set ud.
Derpå gik der tre dage. Og da blev det søndag morgen, den første dag i ugen, og da solen stod op på denne dag, var det sket, som Jesus havde sagt. Verden var blevet en anden. Verden var blevet ny. Ja, alting var blevet nyt og var som om, det var blevet skabt igen.
Påskefesten fejrer vi, fordi Jesus med sin lidelse, sin død og sluttelig med sin opstandelse har gjort hele vort menneskeliv nyt igen. Intet er, som det var. Intet er, som vi synes det ser ud. Heller ikke vi er de samme, som vi var forud.
Jesu opstandelse fra de døde er ikke den eneste opstandelse, verden vil få at se. Jesu opstandelse var den første, og indtil videre den eneste, men efter ham vil følge alle, der ved dåben og troen hører ham til. Som en førstegrøde af de hensovede opstod han af sin grav. Som den første i en række; som selve tegnet på, at frugten nu er moden, og at høstens tid er inde.
Det kan vel være, at vi synes, at det er længe siden. At det er evigheder siden, Jesus døde og opstod, og at det derfor ikke længere kommer os ved. Men for Gud er det kun et lille øjeblik siden. I evighedens perspektiv er det lige just sket. Kun 70 generationer er det siden, at Jesus gik på jorden, og hvem siger, at det er lang tid?
Alle mennesker nu om dage taler gladelig om dinosaurerne, som uddøde for 60 millioner år siden. Små børn føler næsten, at de er deres kammerater. I vores almindelige darwinistiske bevidsthed synes folk ikke at mene, at million år er noget særligt. Det er kun et sekund i jordens samlede udvikling, lærer børnene i skolen.
Og så er det faktisk ikke engang en million dage siden, at Jesus gik i blandt os. Set i det store perspektiv er det som om, det var i går. Det er lige hændt. Det er faktisk kun ganske lille øjeblik siden, at hele verden blev ny.
Nej, vi er alt for utålmodige. At afvise realiteten af Jesu opstandelse er som at ringeagte et blomstrende æbletræ for, at det ikke allerede nu bærer æbler. I stedet for at fryde sig over blomsterne i visheden om, hvad de betyder, bebrejder man træet, at det endnu ikke stiller vores sult.
Jesu opstandelse er blomsten, som er det sikre tegn på, at frugten vil følge. Ja blomsten, som er selve forudsætningen for, at frugten vil følge. Jesus bar alle vore beklagelser, alle vore utilstrækkeligheder, al vor ondskab, al vor utilfredshed og alt det, som samlet går under betegnelsen synd, og som rettelig er et helvede, vi hver dag skaber for os selv. Hele denne tunge byrde tog han på sig. Hele verdens had og raseri lod han sig udsætte for. I filmen, jeg nævnte, ser vi os selv - mennesket, når det er værst. Soldaterne, som piskede Jesus, var optændt af blodrus. De slog og slog og kunne ikke få nok. De nød deres magt, at de havde et andet menneske i deres hånd. De nød visheden om at have loven på deres side. De var optændt af deres egen hellige retfærdighed.
Men al denne selvretfærdighed er ikke andet end synd. Og også denne synd bar Jesus. Han samlede den op med hvert et smerteslag, der ramte hans legeme. Til sidst var det hele verdens syndebyrde, han bar. Og han bar den med op på korset, og den fulgte ham i graven, hvor de lagde ham til sidst.
Men Jesus sprængte både død og grav. Han krængede det alt sammen af sig som et gammelt forslidt stykke tøj. Han kastede fra sig hele den byrde, som vi havde lagt på hans skuldre, og som vi egentlig burde bære selv.
Der kom torden, der kom lynild, hører vi i teksten i dag. Med al den voldsomhed, som hører skabelsen til, blev den gamle verden med al dens synd kastet til side. Jesus rejste sig i gravens mørke. Hans legeme havde endnu mærker af naglerne, thi det var stadig det samme legeme. Og alligevel var det nu blevet nyt. Det var befriet fra alle byrder, al lidelse, al forulempelse, al vold og al synd. Det var befriet fra døden. Og som et sådant nyt menneske trådte Jesus ud i den nye dag. Han havde i sandhed gjort alting nyt.
Vor kristne tro er troen på denne nyhed. Det er en dyb erkendelse af, at vi med påskemorgen sammen med Jesus har taget skridtet ud af graven og ud i en virkelighed, hvor alting er anderledes, end det var.
Utrolig meget ligner selvfølgelig det gamle. På overfladen kunne man næsten tro, at det var det gamle. Men når vi hører Jesu ord og mærker dens åndens susen, som følger ordet, da ser vi at der virkelig er sket en forandring. At det hele er nyt. Før var verden et lukket rum. Der var skæbne, der var død, der var tidens gang og altings forgængelighed. Og her var vi fanget.
Sådan er det ikke længere. Nu er verden åben efter Guds vilje, sådan som Jesu grav blev åbnet og førte nye steder hen. Nu er der ingen skæbne, som vi skal frygte og tilbede. Nu er døden kun en dør, som fører os mod himlen, som er vort egentlige hjem. Nu er tiden underlagt evigheden og Guds gode råd.
Og heller ikke vi er, som vi var. Før var vi syndere dømt til at dø. Nu er vi genfødte børn, som ved at Kristus bærer vore synder og dør vores død for os. Nu er vi frie. Nu er frelste. Nu skal ingen fremmed og ondt magt nogensinde lægge os i lænker igen. Glædelig påske. Amen.

Søren Holm