Bebudelsen

Den anden Eva

I vores lutherske kirke har vi ikke tradition for at gøre det store væsen ud af Jomfru Maria. Og det er der meget gode grunde til, at vi ikke har. Vi ønsker ikke, at noget menneske - om end nok så fromt og nok så helligt - skal skygge for Kristus. Vi vil ikke, at fokus flyttes fra det, som er det alt afgørende; nemlig at Jesus Kristus er vores eneste frelser, vores eneste håb og vores eneste adgang til saligheden hos Gud.
Faren for at vi sætter et menneske således op på en piedestal, at vort udsyn til Kristus bliver spærret, er altid til stede. Det er både forståeligt og for så vidt også undskyldeligt, når det sker. Vi er jo ikke engle, som sanser erkender alting gennem en usmittet intelligens, men er vi er mennesker, faldne mennesker, hvis sanser er reducerede til et minimum af, hvad Gud skabte dem til at være, og som derfor så let kommer til at forveksle det sande med dets skin.
Selvfølgelig beundrer vi af hjertet alle gode, fromme og sanddru mennesker, vi møder og ser. Selvfølgelig ser vi op til dem, som er bedre end vi selv. Det ville være både unaturligt og usundt, hvis vi ikke gjorde. Men vores beundring for apostle, martyrer, helgener og kirkefædre må på den anden side aldrig få karakter af guddommeliggørelse; må aldrig få os til at tro, at vi ved at beundre og efterligne disse hellige mennesker kan gøre os selv til hellige. Helligt bliver et menneske alene ved at tro på Kristus. Helligt bliver et menneske alene ved at være ét med Kristus og ved at lade ham forme os og gøre til det, som han vil, at vi skal være.
Jomfru Maria var kun et menneske. Jomfru Maria var ikke Gud og havde ikke del i det guddommelige væsen. Hverken hun eller nogen anden Adams søn eller datter kunne hæve sig selv i den grad op ved hårene, at de bare kom i nærheden af at ligne Gud. Hele menneskeslægten havde og har mistet den gudbilledlighed, som vi engang skabtes med. Hvad vi var i begyndelsen, er vi ikke længere, og derfor er alle menneskets drømme om at kunne begynde forfra som rene og nyformede skabninger kun en umulig drøm.
Dette vidste Maria godt. For Maria var jøde, og som alle jøder bar hun på en dobbelt viden, som vi kristne i dag bærer videre på. Maria vidste dels, at Gud fader, Abrahams, Isaks og Jakobs levende Gud, var hendes skaber og Herre. Og så vidste hun, at hun selv og menneskeslægten havde fortabt den mulighed, som lå i at være Guds barn fra begyndelsen; at menneskesjælen havde gjort oprør mod Gud, og at dette oprør havde forårsaget faldet ned i synd og død, hvorfra ingen vej opad eksisterede. En ny begyndelse var ikke mulig. Hun kunne kun håbe på Guds nåde trods alt, og det gjorde hun sammen med alle sine fæller. Men livet, hun levede og verden, hun levede i, ville fortsat grundlæggende være det samme.
Drømte Maria end om noget andet, så var det som sagt en umulig drøm. Og drømmer vi i dag om, at vi en dag kan begynde forfra på tilværelsen og lade alt, hvad vi gjorde være ugjort, og alt, hvad vi sagde være usagt, da er det ligeledes en umulig drøm. Det er en syg fantasi, at vi kan slette vore spor og lade vores verden være nyskabt og ren igen. I vores sind rummer den blotte tanke herom et storhedsvanvid, som kun kan være til skade for os selv og for andre. At lade som om vort liv begynder forfra, er jo at løbe fra sit ansvar; det er at svigte vores historie med samt alle de mennesker, som den rummer. Men det er denne drøm, der får mænd eller koner til pludselig at forfølge fantasien om absolut frihed og forlade ægtefælle og børn. Det er denne syge fantasi, der er kilden til tidens rodløshed, og som kun skaber sorg og savn i samfundet omkring os.
Jager vi det, som ikke er, da farer vi lukt ud i intetheden og gør os selv til intet. Da ophæver vi selve menneskets mening og værdighed. Ja, gør vi os selv, mennesket, til alting indhold og mål, da ophæver vi faktisk selv mennesket.
Thi umuligt er det. Umuligt er det at nyskabe sig selv. Lige så umuligt, det er at undfange sig selv i moders liv, så umuligt og håbløst er det, at vi kan gøre os selv og vores tilværelse til en anden end den er.
Ja, umuligt er det. For os. Men, lyder det i teksten til i dag, for Gud er det ikke umuligt. Thi for ham er intet umuligt. Heller ikke den mulighed, at han begynder forfra; at han åbner vejen, som egentlig slet ikke er der: vejen, som fører vort liv op af fortabelsen og tilbage på den vej, som du og jeg forlod, dengang vi faldt.
Dette er det egentlige indhold af Mariæ bebudelsesdagens evangelium. Dette er den besked, som Maria fik, og som også vi får på denne dag. En mulighed, som slet ikke var der, er nu kommet til syne. Det absolut umulige, som ikke kunne ske, er nu ved at ske. Gud, som før var nådig, er nu mere end nådig, thi ikke blot skaber han håb i vores tilværelse, han lader simpelthen vores tilværelse begynde forfra på ny.
Jomfruen i Nazaret skal undfange og føde et barn, som skal kaldes helligt, Guds søn. Jomfruen, den uberørte, der endnu ikke har kendt en mand og ikke smagt af den forbudne frugt, som blandt meget andet udgør den faldne menneskeslægts håbløse forsøg på alligevel at begynde forfra; hun, Maria, skal føde et barn, et nyt barn, et nyt menneske, som skal være en ny begyndelse og udgøre en helt ny verden for alle, som får del i ham.
Det er, hvad englen fortæller. Det er, hvad Gabriel har at overbringe fra Gud.
Jesus, Guds søn, skal fødes af en jomfru, fordi intet menneske i den gamle verden blev født af en jomfru, og fordi det rige, Jesus bringer, er en ny verden, hvis stamfader ikke er den faldne Adam, men Gud selv, som i sin skaberkraft ved ånden selv tager bolig i Marias legeme under hendes hjerte. Denne begivenhed er så mægtig som selve skabelsen. Den ryster Maria og den kommer til at ryste verden. Men det er en rystelse ud af den rene og skære kærlighed, og da engelen taler den til forskrækkede jomfru, kalder han hende det, hun her: den velsignede, den benådede, den, hvem Gud har givet alt det bedste, han har.
Hvad Gud således kalder Maria, kalder han samtidig alle os, som også bærer Jesus ved hjertet, om end vi gør det i en mindre bogstavelig forstand. Maria var Jesu moder, og delte derfor liv og legeme med ham på en måde, som intet andet menneske kan eftergøre. Men vi, som ved dåben og troen tilhører ham, vi har i ham fået en broder, som ikke deler sit liv med os, sådan at det nye liv og den nye begyndelse, der var i ham, også er i os; sådan at også vi hentes ud af den blindgyde, hvori vi er havnet og bringes på den rette vej mod Gud.
Hvad der møder i den Jesus, som Maria får bebudelsen om i dag, er intet mindre end et nyt liv, en ny verden, en ny skabelse. Hvad der ikke var muligt, skete og sker. Hvad intet menneske kan, uanset hvor meget det måtte drømme derom, det gør Gud og opfylder således en længsel, som har ligget i alle mennesker siden Adam, og som ligger i hver eneste skabning på jorden den dag i dag. Den udfrielse af synden og døden, som bliver til verdensfjerne teorier og menneskefjendske ideologier, når vi mennesker selv skal prøve at bringe den til veje, den har Gud sat i værk ved sin egen søn. Og han gør det på en måde, som er det modsatte af verdensfjern, det modsatte af sygelig, det modsatte af menneskefjendsk. Han gør det ved selve billedet af det sundeste, det reneste og mest menneskekærlige vi kan forestille os; nemlig ved billedet af en ung moder, der venter sit første barn, til hvem hun knytter al sin længsel og alle sine håb.
Denne moder er jomfruen Maria. Og i dette billede af Maria, som vi lutheranere af de nævnte gode grunde ikke vil dyrke alt for meget, knytter der sig altså ikke desto mindre et håb for verden og for os, som ikke er til at overse. Thi moderen med barnet er billedet på livet selv. Det viser os selve livets store og grundlæggende modsætning: At den mindste og mest skrøbelige skabning samtidig er genstand for den største og mægtigste kærlighed. At moderens barn i en vis forstand er hendes kærlighed. Og at denne hendes kærlighed, som er på vej til at blive kød og blod, også på mærkelig måde er en fremmed magt, der udgår fra den magt, som er i himlen, og som er selve kærligheden.
Alt dette ligger i dagens evangelium, som fortæller om den underfulde oprejsning af jomfruen i Nazaret, og som for altid lader denne unge kvinde, Maria, være selve tegnet på alle menneskers håb. Thi den nåde, som blev hende til del, kommer gennem hende til os alle. Hun, skabningen der skulle føde verdens frelser, blev gennem ham hun fødte, selv på underfuld vis skabt på ny.

Amen.