Kapitel I, § 4Det er guddommelig ironi, at mennesket, når det vil skabe, kun formår at ødelægge.
Når mennesket gør sig selv til skaber, dræber det.
Hvor mennesket derimod giver afkald på at skabe - når der nedskriver sine ambitioner til det mere beskedne: at forvalte - da bliver det Guds medskaber og gør velsignelsesrige gerninger.
Denne erkendelse er nedskrevet i danskernes grundlov. Den kaldes for kristentro og finder sin formulering allerede i grundlovens allerførste kapitel, i paragraf 4. “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”.
Et moderne menneske vil kunne undre sig over, at noget så perifert som karakteristikken af folkekirkens tro optræder på en så fremtrædende plads. I dette første kapitel, hvor ellers kun kongedømmet og magtens tre-deling slås fast. Hvordan kan kirkens tro være så vigtig, at den skal nævnes i samme åndedrag? Det må da vel i denne sammenhæng være mindre væsentligt, at folkekirken er evangelisk-luthersk.
Ja måske, hvis det var det, der stod. Men det siger grundloven heller ikke. Den siger derimod, at “den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”, og det er en anderledes vægtig sætning.
I den defineres ikke kun kirken, men også staten selv. I sætningen udpeger folket sit eget hjerte og afslører hermed, hvad der er dets ånd og hele udgangspunkt. Før nogen grundlov forfattes, tilhører folk og konge den evangelisk lutherske kirke, og derfor må denne kirke nødvendigvis være den danske folkekirke. Andet ville være forræderi mod folket selv.
Kongedømme, folkestyre og evangelisk-luthersk tro. Det er det danske riges fundamenter.
Sidstnævnte fundament er usynligt, er ånd. Udgangspunktet er ordet, der prædikes og troen og ånden, som ordet skaber. Af dette usynlige hjerte udspringer rammerne, ordningerne, institutionerne og velfærden. Men denne er rækkefølgen, og vendes den om, vil uendeligt meget mere forandres, end det moderne menneske drømmer om.
Man har grund til at frygte for den grundlovsændring, der trækker op i det fjerne. At FN-konventioner og EU-traktater vil komme til at trække deres spor gennem en kommende tekst, synes uundgåeligt. Der vil blive forsøgt udført mange velgerninger gennem paragrafferne; mange forsøg på at skabe det nye menneske i det nye samfund i det nye årtusinde. Med alle de rettigheder, der skal findes plads til, bliver den nye lov væsentligt tykkere end den gamle.
Men ingen forandring bliver så stor som den, man må frygte for paragraf 4’s vedkommende. Ændres den, ændres alt.
Hvis ikke til den tid den totale religionslighed indføres allerede, kunne man - uden at bruge for megen fantasi - sagtens forestille sig følgende ordlyd:
“§ 327: Den danske folkekirke er evangelisk-luthersk”.
Hvad er ændret her? Ikke kirken, men staten. Staten har defineret sig selv på en ny måde. Den har dramatisk omdefineret sig selv i forhold til Gud, til historien, og i forhold til folket i det omfang, folkets hjerte indeholder den ånd, som ordet “evangelisk-luthersk” betegner. Staten er blevet grænseløs. Staten er blevet sin egen kirke og grundloven dens egen helligskrift. Der er da ingen begyndelse uden for staten selv. Ingen anden virkelighed end det, staten udpeger som virkelighed.
Staten kan nu uden at rødme kalde sig selv for skaber. I hvert fald er en stor forhindring ryddet af vejen. Fremtidige grundlove kan den forfatte uden irriterende bindinger til det, der ligger uden for den selv. Den kan gøre godt i et hidtil uset omfang. Være lige god mod alle. Mod kristendommen og alle andre religioner. Mod alle mennesker uden forskel. Den kan skabe en ny himmel og en ny jord.
Men fordi nogle godhjertede politikere ved indgangen til det 21.århundrede fandt på at slette den tilsyneladende så ubetydelige § 4, og fordi man glemte, hvad den paragraf betød, vil nye godhjertede generationer aldrig kunne forstå grunden til, at alt det gode, de gør, samtidig kommer til at gøre så mange så ondt.
