Påske

Da verden blev ny

Påskeprædiken
Matt.28,1-8.

Jeg kan anbefale, at man ved lejlighed gør sig selv den tjeneste at se Mel Gibsons Jesus-film "The Passion of The Christ". Filmen fortæller Jesu lidelseshistorie, og den er, som mange vil vide, meget voldsom i sit billedsprog, meget blodig i sin handling og på mange måder temmelig modbydelig at se. Nøjagtig som en rigtig korsfæstelse er.
Men "The Passion of The Christ" indeholder også scener af stor skønhed. En central person i filmen er Maria. Hun er førstehåndsvidne til sin søns lidelse. Hun ser ham blive dømt. Hun ser ham blive pisket. Hun ser ham blive tornekronet og korsfæstet.
Som tilskuer lider man hele filmen igennem sammen med hende. Hvert et piskeslag, der martrer hendes søns legeme, martrer også hende med. Men hun holder ud. Hun er i egentligste forstand medlidende. Hun viger ikke fra den rædselsfulde oplevelse det er at se sit eget kød og blod blive pint til døde. I kærlighed holder hun ud, lænket til sit barns liv og skæbne, sådan som enhver moder er.
Da Jesus efter at være blevet pisket næsten til døde tvinges til at slæbe det tunge kors ud til Golgata, følger Maria efter. I et glimt føres vi gennem hendes erindring tilbage til Jesu barndom. Vi ser hendes omsorg, da barnet Jesus falder og slår sig. Vi ser hende forskrækket løbe hen for hjælpe ham og sikre sig, at han ikke er kommet noget til.
Mens dette minder fylder hendes sind, falder hendes nu voksne søn endnu engang. Han segner under korsets byrde, og Maria løber, som hun gjorde, da han var lille, hen til ham for at hjælpe. Grædende prøver hun at omfavne ham. Grædende prøver hun at gøre et eller andet for sin forpinte søn.
Og da ser vi, hvordan Jesus under usigelige smerter løfter sit blodige og forslåede ansigt og siger til hende: "Se moder, jeg gør alting nyt".


Trods smerten, trods lidelsen, trods døden som venter, er det nu Jesus, som trøster sin moder. Og han trøster hende ved i en enkelt sætning at forklare, hvad hele hans rædselsfulde lidelse og død går ud på: Se mor, jeg gør alting nyt.
Smerten, lidelsen, døden, som Jesus gennemlevede langfredag havde det ene formål at gøre verden ny. Med Guds søns død på korset døde også hele den gamle, faldne verden, sådan som den siden syndefaldet havde set ud.
Derpå gik der tre dage. Og da blev det søndag morgen, den første dag i ugen, og da solen stod op på denne dag, var det sket, som Jesus havde sagt. Verden var blevet en anden. Verden var blevet ny. Ja, alting var blevet nyt og var som om, det var blevet skabt igen.
Påskefesten fejrer vi, fordi Jesus med sin lidelse, sin død og sluttelig med sin opstandelse har gjort hele vort menneskeliv nyt igen. Intet er, som det var. Intet er, som vi synes det ser ud. Heller ikke vi er de samme, som vi var forud.
Jesu opstandelse fra de døde er ikke den eneste opstandelse, verden vil få at se. Jesu opstandelse var den første, og indtil videre den eneste, men efter ham vil følge alle, der ved dåben og troen hører ham til. Som en førstegrøde af de hensovede opstod han af sin grav. Som den første i en række; som selve tegnet på, at frugten nu er moden, og at høstens tid er inde.
Det kan vel være, at vi synes, at det er længe siden. At det er evigheder siden, Jesus døde og opstod, og at det derfor ikke længere kommer os ved. Men for Gud er det kun et lille øjeblik siden. I evighedens perspektiv er det lige just sket. Kun 70 generationer er det siden, at Jesus gik på jorden, og hvem siger, at det er lang tid?
Alle mennesker nu om dage taler gladelig om dinosaurerne, som uddøde for 60 millioner år siden. Små børn føler næsten, at de er deres kammerater. I vores almindelige darwinistiske bevidsthed synes folk ikke at mene, at million år er noget særligt. Det er kun et sekund i jordens samlede udvikling, lærer børnene i skolen.
Og så er det faktisk ikke engang en million dage siden, at Jesus gik i blandt os. Set i det store perspektiv er det som om, det var i går. Det er lige hændt. Det er faktisk kun ganske lille øjeblik siden, at hele verden blev ny.
Nej, vi er alt for utålmodige. At afvise realiteten af Jesu opstandelse er som at ringeagte et blomstrende æbletræ for, at det ikke allerede nu bærer æbler. I stedet for at fryde sig over blomsterne i visheden om, hvad de betyder, bebrejder man træet, at det endnu ikke stiller vores sult.
Jesu opstandelse er blomsten, som er det sikre tegn på, at frugten vil følge. Ja blomsten, som er selve forudsætningen for, at frugten vil følge. Jesus bar alle vore beklagelser, alle vore utilstrækkeligheder, al vor ondskab, al vor utilfredshed og alt det, som samlet går under betegnelsen synd, og som rettelig er et helvede, vi hver dag skaber for os selv. Hele denne tunge byrde tog han på sig. Hele verdens had og raseri lod han sig udsætte for. I filmen, jeg nævnte, ser vi os selv - mennesket, når det er værst. Soldaterne, som piskede Jesus, var optændt af blodrus. De slog og slog og kunne ikke få nok. De nød deres magt, at de havde et andet menneske i deres hånd. De nød visheden om at have loven på deres side. De var optændt af deres egen hellige retfærdighed.
Men al denne selvretfærdighed er ikke andet end synd. Og også denne synd bar Jesus. Han samlede den op med hvert et smerteslag, der ramte hans legeme. Til sidst var det hele verdens syndebyrde, han bar. Og han bar den med op på korset, og den fulgte ham i graven, hvor de lagde ham til sidst.
Men Jesus sprængte både død og grav. Han krængede det alt sammen af sig som et gammelt forslidt stykke tøj. Han kastede fra sig hele den byrde, som vi havde lagt på hans skuldre, og som vi egentlig burde bære selv.
Der kom torden, der kom lynild, hører vi i teksten i dag. Med al den voldsomhed, som hører skabelsen til, blev den gamle verden med al dens synd kastet til side. Jesus rejste sig i gravens mørke. Hans legeme havde endnu mærker af naglerne, thi det var stadig det samme legeme. Og alligevel var det nu blevet nyt. Det var befriet fra alle byrder, al lidelse, al forulempelse, al vold og al synd. Det var befriet fra døden. Og som et sådant nyt menneske trådte Jesus ud i den nye dag. Han havde i sandhed gjort alting nyt.
Vor kristne tro er troen på denne nyhed. Det er en dyb erkendelse af, at vi med påskemorgen sammen med Jesus har taget skridtet ud af graven og ud i en virkelighed, hvor alting er anderledes, end det var.
Utrolig meget ligner selvfølgelig det gamle. På overfladen kunne man næsten tro, at det var det gamle. Men når vi hører Jesu ord og mærker dens åndens susen, som følger ordet, da ser vi at der virkelig er sket en forandring. At det hele er nyt. Før var verden et lukket rum. Der var skæbne, der var død, der var tidens gang og altings forgængelighed. Og her var vi fanget.
Sådan er det ikke længere. Nu er verden åben efter Guds vilje, sådan som Jesu grav blev åbnet og førte nye steder hen. Nu er der ingen skæbne, som vi skal frygte og tilbede. Nu er døden kun en dør, som fører os mod himlen, som er vort egentlige hjem. Nu er tiden underlagt evigheden og Guds gode råd.
Og heller ikke vi er, som vi var. Før var vi syndere dømt til at dø. Nu er vi genfødte børn, som ved at Kristus bærer vore synder og dør vores død for os. Nu er vi frie. Nu er frelste. Nu skal ingen fremmed og ondt magt nogensinde lægge os i lænker igen. Glædelig påske. Amen.

Søren Holm